Blækpatroner, støvsugerposer og nu børstehoveder til elektriske tandbørster. Hvis du har en elektrisk tandbørste af mærket Oral-B, kan du i dag købe kompatible børstehoveder af flere forskellige fabrikater, der alle har den samme roterende børsteteknik som originalhovedet.
Men er der forskel på de forskellige fabrikater? Børster de lige så rent, og holder de lige så længe? For at finde ud af dette har Testfakta Research på opdrag af Procter & Gamble testet ti forskellige børstehoveder til Oral-B-eltandbørster på det nordiske marked.
Testene er udført på tre forskellige laboratorier og omfatter alt fra evnen til at fjerne plak til tekniske test af børstestråenes holdbarhed og børstehovedets rotationsvinkel.
Det vigtigste er naturligvis, hvor gode de er til at fjerne plak. For at finde ud af det, rekrutterede man 40 forsøgspersoner, som tilsammen gennemførte 200 prøvebørstninger på laboratoriet. Mængden af plak før og efter børstning blev dokumenteret med højopløste fotos, som derefter blev vurderet af laboratoriets tandlæge. Plakniveauet blev vurderet for hver enkelt tand og tandside før og efter børstning.
— Det var en meget omfattende og krævende test, hvor vi tog mere end 3600 fotos, som efterfølgende blev sendt til analyse hos vores specialister i Frankrig, fortæller dr. Ines Sellami på SGS Institut Fresenius, som gennemførte det kliniske studie.
Resultatet for hvert børstehoved er baseret på en vurdering af cirka 1800 tænder og tandsider.
[PDF]
Hvilke konklusioner kan man drage af resultatet? Var der forskel på, hvor meget plak de fjernede?
— Forskellene mellem fabrikaterne var mindre end forventet, hvilket kan skyldes, at de alle sammen benytter den samme roterende børsteteknik. Der er dog alligevel væsentlig forskel på de bedste og de ringeste børstehoveder i testen, siger dr. Ines Sellami.
Den bedste plakfjernelse får man med Oral-B, som fjerner mere end dobbelt så meget plak på indersiden af tænderne sammenlignet med den ringeste i testen, danske Budget. På ydersiden er forskellene mindre med 32 procent for Oral-B sammenlignet med 23 procent for de ringeste, som er danske Budget og Pepsodent.
Ifølge producenterne bør man skifte børstehoved hver tredje måned, hvilket svarer til seks timers børstning, hvis man børster fire minutter om dagen. På RISE laboratorier i Mölndal testede man, hvordan børsterne blev påvirket efter et stykke tids brug.
Alle børstehoveder blev anvendt med samme tryk mod en tandprofil, både lige oppefra og i en vinkel på 45°. Både Pepsodent og Jordan var synligt påvirkede efter 360 minutters børstning, men hårdheden ændrede sig mere eller mindre for alle børstehoveder.
Børstehovedernes roterende bevægelse er vigtig for rengøringen af tænderne. På laboratoriet PZT i Tyskland målte man den såkaldte rotationsvinkel, dvs. hvor mange grader til højre og venstre hovedet roterer. Eftersom det foretager omkring 8000 bevægelser i minuttet, anvendte man et højhastighedskamera til at måle vinklen med.
— Med Pirkka, ICA og Jordan kunne man se en stor forskel i rotationsvinklen efter et stykke tids brug, hvilket indikerer, at mekanismen har en lavere kvalitet og holdbarhed, siger Thorsten Kutzner, som er ansvarlig testudfører hos PZT.
Det måske vigtigste af alt er, hvordan det føles at børste med de forskellige varianter. For at finde ud af det, fik 200 personer (20 pr. fabrikat) til opgave at anvende de forskellige børstehoveder i fire uger og derefter svare på spørgsmål om komfort, eventuelle gener, smerter eller blødninger i tandkødet, børstehovedets hårdhed, tekniske problemer, rengøringsevne og evne til at nå samtlige tænder.
— Oplevelsen af børstehovedet er helt individuel, hvilket også fremgår af brugernes vurderinger. Der var dog visse børstehoveder, der gik i stykker eller løsnede sig fra håndtaget, hvilket er temmelig bemærkelsesværdigt, siger dr. Ines Sellami.
— To børstehoveder skiller sig ud i brugernes bedømmelse. På den positive side er det Oral-B, som fik gode karakterer af de fleste brugere, og på den negative er det Dentalux, som både gik i stykker og fik lave bedømmelser af panelet.
Det bedste samlede resultat får originalhovedet fra Oral-B. Der findes væsentligt billigere alternativer, men ud fra testresultatet at dømme bør man nok undgå de billigste.