Test af tandbørstehoveder – originalen mod kopierne

Laboratorietest

Hvor godt klarer kopierne sig i forhold til originalen fra Oral-B? Testfakta Research har testet og sammenlignet ti kompatible børstehoveder på det nordiske marked. Alle ser stort set identiske ud, men testen afslører store forskelle i kvalitet, følelse og præstation.

Laboratorietest
Testfakta Research Published: 17 aug, 2022

Blækpatroner, støvsugerposer og nu børstehoveder til elektriske tandbørster. Hvis du har en elektrisk tandbørste af mærket Oral-B, kan du i dag købe kompatible børstehoveder af flere forskellige fabrikater, der alle har den samme roterende børsteteknik som originalhovedet.
Men er der forskel på de forskellige fabrikater? Børster de lige så rent, og holder de lige så længe? For at finde ud af dette har Testfakta Research på opdrag af Procter & Gamble testet ti forskellige børstehoveder til Oral-B-eltandbørster på det nordiske marked.

Testene er udført på tre forskellige laboratorier og omfatter alt fra evnen til at fjerne plak til tekniske test af børstestråenes holdbarhed og børstehovedets rotationsvinkel.
Det vigtigste er naturligvis, hvor gode de er til at fjerne plak. For at finde ud af det, rekrutterede man 40 forsøgspersoner, som tilsammen gennemførte 200 prøvebørstninger på laboratoriet. Mængden af plak før og efter børstning blev dokumenteret med højopløste fotos, som derefter blev vurderet af laboratoriets tandlæge. Plakniveauet blev vurderet for hver enkelt tand og tandside før og efter børstning.
— Det var en meget omfattende og krævende test, hvor vi tog mere end 3600 fotos, som efterfølgende blev sendt til analyse hos vores specialister i Frankrig, fortæller dr. Ines Sellami på SGS Institut Fresenius, som gennemførte det kliniske studie.

Resultatet for hvert børstehoved er baseret på en vurdering af cirka 1800 tænder og tandsider.

[PDF]

Hvilke konklusioner kan man drage af resultatet? Var der forskel på, hvor meget plak de fjernede?
— Forskellene mellem fabrikaterne var mindre end forventet, hvilket kan skyldes, at de alle sammen benytter den samme roterende børsteteknik. Der er dog alligevel væsentlig forskel på de bedste og de ringeste børstehoveder i testen, siger dr. Ines Sellami.

Den bedste plakfjernelse får man med Oral-B, som fjerner mere end dobbelt så meget plak på indersiden af tænderne sammenlignet med den ringeste i testen, danske Budget. På ydersiden er forskellene mindre med 32 procent for Oral-B sammenlignet med 23 procent for de ringeste, som er danske Budget og Pepsodent.

Ifølge producenterne bør man skifte børstehoved hver tredje måned, hvilket svarer til seks timers børstning, hvis man børster fire minutter om dagen. På RISE laboratorier i Mölndal testede man, hvordan børsterne blev påvirket efter et stykke tids brug.
Alle børstehoveder blev anvendt med samme tryk mod en tandprofil, både lige oppefra og i en vinkel på 45°. Både Pepsodent og Jordan var synligt påvirkede efter 360 minutters børstning, men hårdheden ændrede sig mere eller mindre for alle børstehoveder.

Børstehovedernes roterende bevægelse er vigtig for rengøringen af tænderne. På laboratoriet PZT i Tyskland målte man den såkaldte rotationsvinkel, dvs. hvor mange grader til højre og venstre hovedet roterer. Eftersom det foretager omkring 8000 bevægelser i minuttet, anvendte man et højhastighedskamera til at måle vinklen med.
— Med Pirkka, ICA og Jordan kunne man se en stor forskel i rotationsvinklen efter et stykke tids brug, hvilket indikerer, at mekanismen har en lavere kvalitet og holdbarhed, siger Thorsten Kutzner, som er ansvarlig testudfører hos PZT.

Det måske vigtigste af alt er, hvordan det føles at børste med de forskellige varianter. For at finde ud af det, fik 200 personer (20 pr. fabrikat) til opgave at anvende de forskellige børstehoveder i fire uger og derefter svare på spørgsmål om komfort, eventuelle gener, smerter eller blødninger i tandkødet, børstehovedets hårdhed, tekniske problemer, rengøringsevne og evne til at nå samtlige tænder.
— Oplevelsen af børstehovedet er helt individuel, hvilket også fremgår af brugernes vurderinger. Der var dog visse børstehoveder, der gik i stykker eller løsnede sig fra håndtaget, hvilket er temmelig bemærkelsesværdigt, siger dr. Ines Sellami.
— To børstehoveder skiller sig ud i brugernes bedømmelse. På den positive side er det Oral-B, som fik gode karakterer af de fleste brugere, og på den negative er det Dentalux, som både gik i stykker og fik lave bedømmelser af panelet.

Det bedste samlede resultat får originalhovedet fra Oral-B. Der findes væsentligt billigere alternativer, men ud fra testresultatet at dømme bør man nok undgå de billigste.

FAKTA OM TESTEN

Testfakta Research har på opdrag af Procter & Gamble gennemført en sammenlignende laboratorietest af børstehoveder til Oral-B-eltandbørster. Formålet med testen var at sammenligne Oral-B Cross Actions kvalitet og ydeevne med ni kompatible børstehoveder på det nordiske marked.

Testene er udført af tre uafhængige laboratorier: Det tyske laboratorium SGS Fresenius stod for den kliniske test og panelundersøgelsen, svenske RISE for test af holdbarhed og tyske PZT for test af tekniske egenskaber og ydeevne.

Følgende børstehoveder blev testet:

  • Oral B Cross Action

  • ICA Refill

  • Coop Utbytbara borstar

  • Pirkka Vaihtoharja

  • Jordan Clean

  • Pepsodent Complete Care

  • Prego Sanigum

  • Budget Protect & Care

  • Plackers Perfect Angle                

  • Dentalux Active Cross

Samtlige børstehoveder passer til Oral-B-tandbørster i serierne Pro, Genius og Smart.

Testen omfatter følgende elementer:

A. Evne til at fjerne plak ved børstning (klinisk test)
B. Vurdering af kvalitet og følelse (brugerpanel)
C. Børstens holdbarhed (teknisk test)
D. Faldtest (teknisk test)
E. Børstetryk for at sensoren skal reagere (teknisk test)
F. Rotationsvinkel (teknisk test)

A. Evne til at fjerne plak ved børstning (klinisk test)

Testen blev gennemført på et testpanel bestående af 40 personer. Panelet blev rekrutteret på baggrund af specifikke kriterier vedrørende plakniveau, plakdannelse i løbet af 24 timer og generel mundsundhed.
Evnen til at fjerne plak ved børstning blev testet 20 gange pr. børstehoved. De ti forskellige børstehoveder blev fordelt tilfældigt mellem paneldeltagerne, og hver paneldeltager besøgte laboratoriet fem gange for at teste de forskellige børstehoveder. Paneldeltagerne blev bedt om at undlade at børste tænder 12 timer før hvert besøg for at sikre tilstrækkelig plakdannelse.
Hvert besøg blev indledt med farvning af tænderne (plakfarvning) efterfulgt af en undersøgelse af plakniveauet. Derefter skulle paneldeltageren børste tænder i et bestemt stykke tid og i henhold til omhyggelige instruktioner (børstningen foregik under laboratoriekontrol). Tænderne blev derefter farvet igen, og plakniveauet efter børstningen blev undersøgt.
Plakniveauet blev vurderet på indersiden og ydersiden af de otte forreste tænder i under- og overmunden samt de fire inderste kindtænder. Plakniveauet før og efter børstning blev dokumenteret med højopløste fotos, som derefter blev vurderet af laboratoriets tandlæge. Plakstatus blev vurderet individuelt for hver enkelt tand på en skala med fem trin (Quigley Hines-skala). Resultatet for hvert børstehoved er middelværdien af cirka 900 vurderede tænder og tandsider før og efter børstning.

B. Vurdering af kvalitet og følelse (brugerpanel)

Til brugerpaneltesten blev der rekrutteret 200 personer, som blev delt op i grupper á 20 personer pr. børstehoved. Hver person fik udleveret en eltandbørste (Oral-B Pro 2) udstyret med et af børstehovederne. I løbet af og efter en periode på fire ugers brug derhjemme blev paneldeltagerne bedt om at vurdere blandt andet:

  • Hvor godt børstehovedet rengjorde tænderne

  • Om de følte ubehag eller smerter

  • Børstens hårdhed

  • Tekniske problemer eller om børstehovedet gik i stykker

  • Børstehovedets holdbarhed

  • Overordnet vurdering af kvalitet og følelse

C. Børstens holdbarhed (teknisk test)

Inden testen blev børstehovedernes egenskaber dokumenteret (vægt, længde, diameter, børstens højde og stråenes vinkel).
Børstehovedets holdbarhed blev testet i totalt 360 minutter, hvilket svarer til tre måneders børstning (2 + 2 minutter om dagen). Børstningen blev udført mod en tandprofil, og hovedets vinkel blev ændret fra lige oppefra, vinklet 45° til venstre og vinklet 45° til højre. Børstehovedet blev trykket mod profilen med en belastning af håndtaget på 400 gram (under grænsen for tryksensoren). Under testen blev der løbende dryppet en blanding af tandpasta og vand på børstehovedet.
Efter holdbarhedstesten blev børstehovedet skyllet omhyggeligt og undersøgt under mikroskop, og forandringer i børstens hårdhed blev målt.

D. Faldtest (teknisk test)

Den elektriske tandbørste med børstehoved blev udsat for et kontrolleret fald fra 70 cm fra forskellige vinkler mod et betongulv. Efter hver test blev børstehovedets funktion og eventuelle skader dokumenteret.

E. Børstetryk for at sensoren skal reagere (teknisk test)

For at måle den trykkraft, der er nødvendig for at få tandbørstens tryksensor til at reagere, blev der lagt 50 g vægte på håndtaget, indtil sensoren tændte. Under testen kørte børsten med børstehovedet mod en 3D-tandprofil.

F. Rotationsvinkel (teknisk test)

Børstehovedet på Oral-B-tandbørster roterer i høj hastighed til højre og venstre. Rotationsvinklen, fra 0° til venstre og højre, blev målt, mens børstehovedet roterede mod en tandprofil. Rotationsvinklen blev registreret med et højhastighedskamera.
Det blev foretaget målinger på børstehovederne, når de var nye, og når de var blevet udsat for holdbarhedstesten, både uden belastning og med et tryk på 2N. Ved testen vurderede man forandringer i rotationsvinklen, når børstehovedet blev belastet og efter et stykke tids brug.

Tolkning og bedømmelse af laboratoriernes testresultater

Samtlige testresultater er blevet bedømt i samråd med de udførende laboratorier. Bedømmelsen er foretaget på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst. Bedømmelser under 6,0 er udelukkende givet til testresultater, der betragtes som dårlige eller væsentligt ringere end de øvrige testede produkter.
I den samlede vurdering er de forskellige prøveresultater vægtet på følgende måde:

A. Evne til at fjerne plak ved børstning (klinisk test) 60 %
B. Vurdering af kvalitet og følelse (brugerpanel) 20 %
C. Børstens holdbarhed (teknisk test) 7 %
D. Faldtest (teknisk test) 7 %
E. Børstetryk for at sensoren skal reagere (teknisk test) 0 %
F. Rotationsvinkel (teknisk test) 7 %

Børstetrykket for at sensoren skal reagere er ikke blevet bedømt, eftersom børsterne på de forskellige børstehoveder har forskellig hårdhed.

TABLE OF TEST RESULTS